Uskikken, der breder sig

Publiceret Juli 2001

Afgørelser om forskningsmæssig kvalitet, der burde træffes af et forskningsråd, træffes i dag i stigende grad af ministeriernes embedsmænd. Ofte er det endda den samme myndighed, der udstikker reglerne, træffer afgørelserne og behandler eventuelle klager. Det bryder med de basale spilleregler for forskningen – og med god forvaltningspraksis.

Det hænder, at man får morgenkrydderen galt i halsen ved læsningen af avisen. Det skete, da jeg for nylig siden læste en annonce, hvor Indenrigsministeriet udbød et projekt med titlen: Kortlægning af forskning omkring udlændinges integration.

Hvad var da problemet – var det måske ikke glædeligt, at også andre end det forskningsrådssystem, som jeg er medlem af, satser på indvandrerforskning? Jo såmænd, men hvorfor havde jeg ikke hørt om det? Som ny formand for Statens Humanistiske Forskningsråd havde jeg i november været til et møde i Indenrigsministeriets kontaktgruppe for integrationsstatistik. Og ikke en lyd havde jeg hørt som medlem af den kontaktgruppe, hvorfra der oven i købet skulle udpeges en følgegruppe til at følge projektet. Det kunne i princippet blive mig.

Nu er der ikke nok grund til at blive fornærmet over ikke at være informeret. Det er da heller ikke det, der er det mest bekymrende i denne sag. Det er den måde, som visse ministerier forvalter forskningsmidler på i dette land!

Den nye kontrakt mellem forskning og samfund

I mine snart tre år i forskningsrådssystemet er kvalitet og konkurrence, krav til forskningsmæssig indsigt og habilitet blevet fremhævet igen og igen. Der tales om en ny kontrakt mellem forskning og samfund, hvor forskningsrådssystemet skal lytte mere til samfundets behov for forskning, og hvor samfundet på sin side bør bruge rådssystemet, der med sit kendskab til forskningsmiljøerne kan være med til at sikre kvaliteten. Så vi undgår at genopfinde den dybe tallerken.

Det er ikke ligefrem sket i dette tilfælde, hvor et kontor eller en embedsmand i ministeriet både udformer opslag om udlysning af forskningsmidler, og samtidig har den endelige afgørelse om hvem, der skal vinde udlysningen.

En uskik, der breder sig               

Ofte vil det endda være den samme person, der behandler eller forbehandler eventuelle klager over vedkommendes egne afgørelser. Samtidig kan den pågældende kontorchef eller fuldmægtig være i en situation, hvor en højere instans i ministeriet eller en magtfuld interesseorganisation klart har ladet forstå, hvor det vil være opportunt, at de pågældende forskningsmidler havner, eller hvad de pågældende midler gerne skulle føre til af konklusioner. Den samme myndighed – ofte endda på kontor- eller personniveau – foretager den generelle regeludstedelse, den konkrete afgørelse og den konkrete klagebehandling. Denne fremgangsmåde er en uskik, der har bredt sig til flere ministerier. Fremgangsmåden er i dag ganske almindelig praksis og opfattes vel af de fleste ministerier som god og ordentlig praksis. Det er det ikke!

I visse ministerier ser man ganske vist gode initiativer, der medvirker til at højne sagligheden omkring det pågældende ministeriums sagsområde og højne kvaliteten af den forskning, der igangsættes. Det gælder bl.a. Miljø- og Energiministeriet. Og på det mere overordnede plan gælder det forskningsminister Birte Weiss' forståelse af problemets alvor og hendes politik for at komme "cigarkassernes" uvæsen til livs. Men på en række andre områder er der ikke tale om videnskabelig ordentlighed i myndighedsarbejdet. 

Forskningens fundamentale spilleregler

I Indenrigsministeriets udbud af 8. februar 2001 drejer det sig om et projekt, der skal være færdigt inden udgangen af 2001 og må koste 1.2 mio. kr. Altså et relativt lille projekt, der økonomisk svarer til et enkelt ph.d.-stipendium. Det er da heller ikke pengene men principperne, det drejer sig om.

Projektet skal kortlægge og vurdere danske og udenlandske forskningsresultater, der er publiceret efter 1980, og skal bl.a. munde ud i en vurdering af danske forskningsinstitutioners kompetence på området samt i forslag til nye forskningsprojekter. Der er altså tale om et økonomisk beskedent kortlægnings- og evalueringsprojekt, som besluttes "suverænt" af indenrigsministeriets 4. økonomikontor, men som kan få vidtrækkende konsekvenser for, hvad og hvem indenrigsministeriet vil støtte i fremtiden.

Et sådant opslag ville ikke kunne accepteres af de statslige forskningsråd og har heller ikke været forelagt dem. Det ville have været mere hensigtsmæssigt, om indenrigsministeriet havde givet beløbet til et af ministeriet direkte udvalgt forskningsinstitut, der er underlagt sektorforskningslovens eller universitetslovens bestemmelser om uafhængighed.  Specielt kan man i det valgte eksempel være betænkelig ved, at en hvilken som helst person eller virksomhed principielt kan vinde opgaven. For et beløb, der er beskedent for ministeriet, men måske så stort for kontrahenten, at det kan bringe kontrahenten i et uacceptabelt afhængighedsforhold, kan man altså principielt opnå en statsfinansieret evaluering af en del af dansk forskning samt definition af fremtidige forskningsbehov uden at det relevante forskningsråd, der har den fornødne kompetence og uafhængighed, er involveret.

Det er i en vis forstand urimeligt kun at fremdrage dette ene eksempel.  Indenrigsministeriet har da heller ikke speciel grund til at føle sig trådt over tæerne. For mine formandskollegaer fra de 5 andre statslige forskningsråd kan nævne flere andre grelle eksempler fra de seneste 2-3 år.

Opslag og udmøntning af statslige forskningsmidler uden tilsyn eller vejledning fra de statslige forskningsråd er en uskik. De statslige forskningsråd er suveræne i den forstand, at de – uden at deres beslutninger kan omgøres administrativt – selv beslutter, hvad og hvem der skal støttes inden for de rammer, som lovgivningen og forskningsministeren har udstukket. Der er således en klar adskillelse af suveræne myndigheder – minister og forskningsråd – med hensyn til de generelle og konkrete afgørelser. Utilfredse ansøgere kan klage til forskningsministeren over forskningsrådenes afgørelse. Og forskningsrådene kan på deres side – om ikke formelt, så dog i praksis – nægte at udmønte bevillinger på de vilkår, forskningsministeren eller hendes embedsmænd foreslår. Tilmed kan forskningsrådene i kraft af forskningslovgivningen henvende sig officielt til andre ministre, regeringschefen eller Folketinget, hvis de finder anledning til det.

Forskning kræver indsigt

Disse fundamentalt vigtige spilleregler for forskningen gælder ikke for en ministeriel embedsmand, der imidlertid kan være tillagt den samme økonomiske kompetence som et statsligt forskningsråd. Vedkommende formodes også at have forskningsmæssig ekspertise på samme niveau. Men med al respekt for ministeriernes embedsmænd, så kan man have sin tvivl om den forskningsmæssige indsigt og frygte, at manglende kendskab til forskningen inden for et område, kan – og vil – betyde, at man jævnligt genopfinder det varme vand. Forskningsbehovet, som det viser sig for ministeriet, er måske allerede opfyldt, hvis man ved hjælp af kompetente forskere havde skaffet sig overblik over området. Tilsvarende ser vi også eksempler på, at vigtige forskningsemner opprioriteres (og trivielle emner nedprioriteres), fordi ministerierne nu engang ikke er lige så fagligt velorienterede som forskerne.

Der kunne sagtens etableres en fornuftig kontrakt mellem forskning og samfundet.  Grundlaget for at gøre tingene hensigtsmæssigt er allerede lagt i lovgivningen – dvs. i forskningsrådsloven, universitetsloven, sektorforskningsloven og stillingsstrukturen for det videnskabelige personale for såvel universiteterne som i sektorforskningen.

De "gode" gamle dage

Problemet er, at dette system for "det almindelige" er ved at være det ualmindelige, når det handler om forskningsmidler, der uddeles efter ansøgning. Disse skatteydermidler, som af lovens fædre var forudsat udmøntet gennem uafhængige forskningsråd, finder oftere og oftere andre veje.

Men nok så vigtigt er, at universitets- og  sektorforskningslovene sikrer institutionernes uafhængighed, således at institutionsledelsen primært er ansvarlig over for en forskningskompetent bestyrelse. For sektorforskningsinstitutionerne er uafhængighedskravet formuleret således, at bestyrelsernes flertal og formand ikke må være i et økonomisk eller ansættelsesmæssigt afhængighedsforhold af ministeriet. Dette løser det problem, at ministerierne i "de gode gamle dage" kunne ud- og inddefinere institutionernes opgaver efter forgodtbefindende og dermed principielt fra dag til dag regulere, hvad institutionerne måtte – og ikke måtte – beskæftige sig med. For at kunne vende tilbage til "de gode gamle dage" ser man nu en alternativ mulighed i at udlicitere forskning, som man tidligere uden diskussion ville have placeret i ministeriets egne, men nu mere uafhængige institutioner.

Forskningsrådene som tilsynsmyndighed

Med andre ord er programsætning, fragmentering og udlicitering af forskningsmidler blevet et nyt værktøj, der i alt for mange sammenhænge fører til brud med forskningens mening og ånd.

Et væsentligt skridt for at sikre en bedre "kontrakt" mellem forskningens kvalitet og relevans kunne derfor være, at ministeriernes udbud af forskningsmidler altid skal enten godkendes eller kommenteres af det eller de relevante statslige forskningsråd eller Forskningsstyrelsen under ansvar for de retningslinier, forskningsrådene måtte have udstukket. Der er desuden et klart et behov for, at de statslige forskningsråd eller Forskningsstyrelsen under ansvar over for forskningsrådene får kompetence til at udstikke retningslinier for og føre tilsyn med de procedurer, ministerierne anvender ved opslag og udmøntning af statslige forskningsmidler.

Artikel offentliggjort i Universitetsavisen 2001. Gengivet efter aftale.