Kan man opfinde gensplejsning?

Publiceret April 2001

I 1960erne udførte den svejtsiske molekylærbiolog Werner Arber i Geneve en række elegante forsøg, som efterhånden banede vejen for opdagelsen af restriktionsenzymer. Arber var optaget af at forstå hvorfor nogle bakteriestammer var mere modstandsdygtige overfor virusangreb end andre. Han fandt ud af at dette skyldtes at bakterierne beskyttede deres eget DNA, så det ikke kunne klippes i stykker af et enzym, de selv producede. Når et virus sprøjter sit DNA ind i bakteriecellen er det ubeskyttet og enzymet klipper det derfor i småstykker og uskadeliggør det.

Siden har man fundet mange sådanne restriktionsenzymer, og de er som bekendt en af hovedforudsætningerne for den teknik vi nu kalder gensplejsning, som siden 1970erne fuldstændig har revolutioneret den biologiske forskning. Og samtidig har disse DNA sakse været en betingelse for den kolossale udvikling den bioteknologiske industri har undergået i de senere år. Det er f. eks. svært at forestille sig hvordan man skulle kunne konstruere en gærstamme som producerer insulin uden brug af restriktionsenzymer. 

Den samlede værditilvækst som følge af gensplejsning skal tælles i mange milliarder kroner hvert år, så set med samfundets øjne har Arbers opdagelse været en succeshistorie. Et godt eksempel på den type forskning man fra politisk side gerne vil fremme. Men stod det klart for Arber at han var i færd med at opfinde gensplejsning? Sandsynligvis ikke.

I en selvbiografi, som Arber skrev i forbindelse med tildelingen af Nobelprisen i 1978, kan man læse at hans forskning til at begynde med var financieret af det statslige svejtsiske forskningsråd, som led i et forskningsprogram der skulle undersøge atomenergi og navnlig effekten af radioaktiv stråling på levende celler. I 1965 blev Arber tildelt et stipendium, der skulle gøre det muligt for ham som talentfuld forsker at fordybe sig i sit egnet grundforskningsprojekt. Der var altså langtfra tale om en bevidst forskningsindsats for at opfinde gensplejsning. Denne teknik blev først en reel mulighed omkring 10 år senere da en række andre forudsætninger også var opfyldt. 

Lad os for et øjeblik gøre det tankeeksperiment at politikerne dengang i 60erne havde besluttet sig for at ?opfinde? gensplejsning (og ikke som de fleste vestlige lande på den tid havde prioriteret forskning i atomkraft). Ville et sådant initiativ have virket? Vi kender selvfølgelig ikke svaret, men det er vanskeligt at forstille sig at forskere som havde søgt om penge fra et sådant program var kommet på at studere mikrobers krig mod hinanden. Og hvis der endelig havde været en forsker med tilstrækkelig fantasi til at indse dette, havde hun så kunne overbevise de bevilgende myndigheder om at det var vejen frem?

Arbers opdagelse af restriktionsenzymerne og den efterfølgende - senere - opfindelse af gensplejsning illustrerer godt grundforskningens fabulerende natur: En masse engagerede mennesker modellerer videre i forskellige retninger på vores kollektive skulptur af viden - i dette tilfælde om levende celler. En gang imellem fremkommer en ny struktur på skulpturen som pludselig får os til at indse nogle nye muligheder, som ingen før havde tænkt på.

Vi har ikke nogen kvalificeret metode til at forudse hvor disse muligheder opstår, eller hvilke forskningsprojekter der vil give anledning til nye teknologier. Der er masser af videnskabelige arbejder af samme kvalitet som Arbers, som aldrig har givet et teknologisk spin off. Det bedste vi kan gøre for at stimulere den slags gennembrud er at kaste mange bolde op i luften, dvs støtte grundforskning af høj kvalitet. Men vi får aldrig en garanti for at det kommer til at virke, netop fordi det handler om udforskning af det vi endnu ikke kender.

Isoleret set var Arbers opdagelse kun af akademisk interesse. Folk har mange interesser; nogle samler på tinsoldater og andre studerer altså mikrobers krig mod hinanden. Men er det samfundets opgave at holde legestue for folk med den slags hobbies? Eksemplet med gensplejsning viser at det betaler sig - rent samfundsøkonomisk - at satse på grundforskning. Især et land som Danmark, hvis vigtigste ressource er viden, er tvunget til at satse.

I de seneste 15 år har den frie grundforskning haft trange kår i Danmark. I takt med at man har søsat en række snævre særprogrammmer med specifikke formål er forskningsrådenes frie midler til det vi kunne kalde nysgerrighedsdrevet grundforskning blevt stærkt reduceret. Mulighederne for at etablere sig som ung forsker på universiteterne er gradvist blevet så dårlige, at vor tids Werner Arber sandsynligvis forlængst er løbet skrigende bort.

I Norge, hvis forskningsstruktur på mange måder minder om den danske, har man netop foretaget en international evaluering af landets biomedicinske forskning. Resultatet blev - som man kan læse i artiklen af forskningschef ved Radiumhospitalet Erik Boye her i Biozoom - en sønderlemmende kritik af den førte politik. Hovedproblemet er ikke, at Norge totalt set bruger for få penge på forskning, men at pengene bruges på dårlig og meningsløs programforskning, mens den frie grundforskning udsultes.

Forskernes relation til politikerne har karakter af et fornuftsægteskab: Som forskere har vi brug for politikerne til at betale for vores aktiviteter, og omvendt kan politikerne bruge forskningens resultater i samfundet, som eksemplet med gensplejsning tydeligt viste. Men modsat mange fornuftsægteskaber så bygger relationen desværre ikke på en gensidig forståelse. Når politikerne bevilger penge til forskning, så vil de gerne sikre sig at de får noget igen, så de kan vise vælgerne at de har brugt pengene fornuftigt. Og her har vi som forskere nok været for dårlige til at forklare, at grundforskningens væsen gør det umuligt at udstede den slags garantier. Men dette er er ikke ensbetydende med at penge brugt på grundforskning er brugt ?løsagtigt?.  Tværtimod har forskningen en særdeles veludviklet intern kvaltetskontrol. Det kan alle der har forsøgt at publicere en artikel i et internationalt videnskabeligt tidsskrift snakke med om! 

Ikke kun som teknologisk drivkraft men også som kulturel manifestation har grundforskningen sin berettigelse. Vi lever måske i den mest velstående epoke i menneskehedens historie, og jeg tror eftertiden vil stille sig undrende overfor netop disse års armod hvad angår mulighederne for at legitimere nysgerrighedsdrevet grundforskning. Sat lidt på spidsen kan man trække en parallel til rindalismen i 60ernes kunstdebat, som forlangte at malerier støttet af Statens Kunstfond bare havde at ligne noget.

Forskere producerer det ypperste, når de får lov til at følge deres egen nysgerrighed. Som det fremgår af forskningsminister Birte Weiss? udtalelser citeret andet steds i dette blad, så ER der tilsyneladende grøde i den politiske forståelse herfor. Lad os håbe at foråret er kommet for at blive.