Om kvalitet og internationalisering i dansk forskning

Publiceret Oktober 2000

Kommentarer til "Aftale om principper for forskningen"

Vi kan vist alle blive enige om at velfungerende universiteter, der uddanner gode kandidater og hvor der foregår nyttig og nytænkende forskning er vigtige for et lille land som Danmark, der jo som bekendt ikke har de helt store forekomster af andre råstoffer. Som åremåls-ansat videnskabelig medarbejder på Københavns Universitet, med et forsknings ophold på Basel Universitet bag mig, vil jeg gerne kommentere  "Aftale om principper for forskning" indgået den 24. maj 2000 af 9 partier i Folketinget.

Det omtales i forliget, at der skal afsættes midler til højne niveauet på Ph.D. uddannelserne

Fra mit ophold ved Basel Universitet har jeg oplevet et lidt anderledes universitets karriere system end vi har herhjemme. Det "normale" karriere system ved Basel Universitet er Diplom arbejde (svarer til speciale), Ph.D. forløb efterfulgt af 2-3 postdoc forløb, hvorefter man kan søge en gruppe leder stilling med mulighed for fastansættelse (svarende til vores adjunkt). Ved Basel Universitet er det en selvfølge, at man ikke laver en postdoc i et laboratorium, hvor man allerede har lavet sin Ph.D. eller hvor man har lavet en postdoc i forvejen. Det betyder, at mange har lavet én eller to postdocs i udlandet. Det institut, hvor jeg var tilknyttet havde, da jeg var der, 10 udenlandske postdocs (ud af 21) fordelt på 6 grupper. I Basel var det for en stor del postdocs der skabte det aktive, kreative forskningsmiljø, der var på instituttet. Det er mit indtryk, at tilsvarende stillinger som postdoc findes i næsten alle andre lande end i Danmark og sikrer overførsel af viden og know-how fra land til land. Vi i Danmark står stort set udenfor denne trafik. Der findes i den nye stillings struktur ikke nogle postdoc stillinger eller postdoc lignende stillinger, der er kun mulighed for normalt ét-årige forskningsstipendier. Resten af den vestlige verden (incl. USA) er tilsyneladende enige om, at starter man op i et nyt forskningsområde og flytter til et andet land er 3-4 år en passende længde. Der findes en del danskere, der lavet en postdoc i udlandet, men langt fra alle vender tilbage til Danmark igen. Kun få udlændinge er ansat i postdoc lignende stillinger i Danmark. Hvis vi i Danmark ønsker at deltage i denne internationale udveksling af videnskabeligt uddannede personer, er det nødvendigt, at vi tilpasser vores stillings struktur til resten af den vestlige verden  (dvs. at der oprettes 3-4-årige postdoc stillinger). 

I "Aftale om principper for forskningen" nævnes det, at der skal bevilges midler til at uddanne flere Ph.D.'er og forskellige tiltag for at sikre kvaliteten under Ph.D. uddannelsen. I stedet burde det overvejes at oprette postdoc stillinger. For mig at se er en af de allervigtigste faktorer, der sikrer kvalitet og højt niveau under et Ph.D. studium et godt videnskabeligt internationalt miljø. Oprettelse af postdoc stillinger, der ville muliggøre international  udveksling, er jeg sikker på er et af de få tiltag, der med stor sikkerhed ville gøre underværker og med ét slag højne niveauet i Ph.D. uddannelsen og dansk forsknings miljø på én gang. Det siger sig selv, at sådanne stillinger kun skal gives til dem, der er mobile (ikke ansættelse af en nyuddannet Ph.D.'er til at fortsætte i samme gruppe) og ikke af kort varighed (mindst 3 år - at flytte til et nyt forsknings område kræver tid). Sådanne postdoc stillinger ville også være med til at sikre et bedre rekrutterings grundlag for nye universitets ansatte.

Det omtales endvidere i forliget at forsknings midler skal fordeles i fri og åben konkurrence

Adjunkter, lektorer og professorer på universitetet får annuum fra universitet ofte ca. 40.000 kr. om året. Der er således tale om, at midler herudover skal fordeles i fri og åben konkurrence. Annuum og fondsmidler bruges til alle udgifter i forbindelse med forskning dvs. computere, frimærker, dyrt maskineri, reagenser etc. Kan en universitetsansat ikke konkurrere og evne at overbevise bevillingshavere om, at han eller hun bør tildeles midler udover annuum, så har han ingen mulighed for at drive moderne forskning. En sådan person har heller ingen mulighed for at starte på aktiviteter, der kunne sætte ham i stand til tiltrække sig midler i fri og åben konkurrence.

Jeg syntes i princippet at forskningsmidler skal fordeles i fri og åben konkurrence, men det er et meget dyrt princip,  hvis de, der ikke evner at få tildelt midler, bare skal "efterlades" i den situation. Det ville være bedre udnyttelse resourserne at bevilge sådanne personer noget i retning af start penge eller iværksætterydelse, således at personen gives en chance for at starte konkurrence dygtig forskning og selv derved blive i stand til at skaffe sig midler i fri og åben konkurrence.