Financiering af universiteternes forskning

Publiceret Oktober 2000

Kommentarer til "Aftale om principper for forskningen"

Det var bemærkelsesværdigt og glædeligt, at det lykkedes at indgå et bredt forskningsforlig i Folketinget maj 2000. Men glæden fortager sig noget, når man får læst forslaget. Dels understreges det adskillige gange, at der ikke er indgået nogen form for aftale om financiering. Dels ser det ud til, at aftalen lægger op til yderligere underminering af universiteternes selvstyre. Det sidste vil dog komme til at afhænge meget af, hvordan aftalen udmøntes, herunder specielt hvordan forholdet mellem den interne og eksterne financiering bliver.

Jeg er blevet bedt om, at komme med konkrete forslag til hvordan forskningsforliget kunne udmøntes. Her er ét:

På Københavns Universitet er den øjeblikkelige økonomiske situation faktisk kritisk. Specielt det Sundhedsvidenskabelige og det Naturvidenskabelige fakultet kæmper en desparat kamp for at undgå flere ødelæggende aktivitetsindskrænkninger og afskedigelser. Tiltag som, hvis de gennemføres, vil kunne lægge nye forsknings. og undervisningsinitiativer i ruiner. Det er vigtigt at understrege, at denne situation ikke er resultatet af mangelfuld økonomisk styring fra Universitetets side, men derimod en mangeårig kamp mod et stadig større bevillingsmæssigt efterslæb. For eksempel  for mit eget fakultet, Sundhedsvidenskab, kan jeg nævne i flæng: Der er de sidste 7-8 år sket næsten en fordobling af indtaget af lægestuderende uden de fornødne ekstrabevillinger. Man er blevet presset til at acceptere opstart af en (i øvrigt udmærket) Folkesundhedsuddannelse, selvom den fornødne dækning ikke fulgte med. Bevillingerne til bygningsdrift, administration og andre overhead udgifter er slet ikke fulgt med. Københavns Universitet er sidste år blevet tvunget til af egne midler at medfinanciere nybyggeriet på Amager, dekreteret en akut dispositionsbegrænsning på 3 % og senest blevet stillet i udsigt, at skulle betale husleje for egne bygninger med en indbygget underfinanciernig på 100-200 millioner kr. årligt!  Specielt det sidste punkt er urimeligt ud over alle grænser, og bærer tydeligt præg af negativ særbehandling af Københavns Universitet i Forskningsministeriet. Men det er ikke emnet for dette indlæg.

Her skal jeg indskrænke mig til at foreslå følgende, som med henvisning til forskningsforliget uden videre ville kunne gennemføres:

Universiteterne skaffer ganske store eksterne (ikke-statslige) bevillinger til ny initiativer. Med disse bevillinger følger typisk ikke dækning af overhead (specielt omkostninger til administra­tion og bygningsdrift). Det ville være helt i tråd med forskningsforliget, hvis der til hver krone universiteterne skaffede i eksterne (ikke-statslige) midler blev bundet det nødvendige beløb til overheaddækning (formentlig ca. 25%). En måde at få en sådan "incitamentordning" etableret i en fart, kunne være, at man simpelthen indskrev ordning i de udviklingskontrakter, som for nylig er indgået mellem forskningsministeriet og universiteterne. Ud over at give en hårdt tiltrængt økonomisk hjælp ville en sådan ordning også gøre udviklingskontrakterne mere meningsfulde end de er nu, hvor det kun er universiteterne, men ikke ministeriet, der forpligtes.