Hvad skal vi med forskerne?

Publiceret Oktober 2000

Kommentar til "Aftale om principper for forskningen"

Politikere har både ret og pligt til at udtale sig om alle samfundsforhold uanset hvilken indsigt eller interesse de måtte have på området. Enhver anden person vil derimod blive erklæret inkompetent hvis man ikke har forstand på området, eller inhabil, hvis man har faglige, økonomiske eller personlige interesser i emnet. Dette gælder også den forsker, der bliver bedt om at kommentere "Aftale om principper for forskningen" indgået den 24. maj 2000 af ni partier i Folketinget.

Når jeg alligevel har valgt at ytre i debatten skyldes det, at jeg først for nogle måneder siden har fået min daglige gang på et universitetsinstitut efter i ca. 30 år at have arbejdet på et privatejet forskningsinstitut, og derfor kan drage nogle sammenligninger af forskningsvilkårene i den offentlige og den private sektor.

Med risiko for at blive beskyldt for inhabilitet vil jeg kommentere nogle af de punkter i aftalen, som jeg mener at have erfaringsmæssig indsigt i.

Forskningsbetingelser

Jeg kan kun tilslutte mig aftalens indledende konstatering:" Forskning og opbygning af stærke forskningsmiljøer er en langsigtet proces, som stiller krav til kontinuitet i de forskningspolitiske prioriteringer og stabile økonomiske rammer - herunder stabilitet i midlerne til den basale forskning ? med henblik på at fastholde Danmarks placering i forhold til de lande, vi konkurrerer med og som vi normalt sammenligner os med."

Derimod undrer jeg mig over den optimistiske udlægning af den nuværende situation: "Ikke mindst via store satsninger som forskeruddannelsesreformen, universiteter i vækst, finanslovens årlige forskningspakker og den nye stillingsstruktur for universiteterne er det gennem det seneste tiår lykkedes at opbygge nye styrkepositioner og fastholde væsentlige dele af dansk forskning på et højt internationalt niveau." Før jeg selv flyttede ind på universitet havde jeg fået det indtryk, som mange mennesker sikkert også har fra pressen, at både forskningsministeren og samtlige politiske partier er enige om vigtigheden i at styrke forskningen, og at beklagelserne fra de universitetsansatte nok var overdrevne. Derfor var det en rystende oplevelse at opleve, hvor galt det faktisk står til.

Som følge af de gradvise nedskæringer, der er foregået over de sidste 20 år, og som har ramt tilfældigt pga. naturlig afgang og manglende genbesættelser, er aktive forskningsmiljøer, som det har taget mange år at opbygge, blevet ødelagt. Når dertil kommer de stadig stigende undervisningskrav kan det ikke undre at det er blevet vanskeligt at rekruttere nye forskere til universiteterne. Det er således tankevækkende, at antallet af ansøgere til de sjældent opslåede adjunkt- og lektorstillinger inden for natur- og lægevidenskab ofte kun er 5-10, mens ledige forskerstillinger i medicinalindustrien ofte har over 100 ansøgere. Det er næppe så meget den højere løn, der gør forskellen, som det er forskningsbetingelserne. På universitetet får en fastansat forsker ca. 40.000 kr. pr. år til driftsomkostninger, hvoraf de 20.000 kr. går til instituttets fællesudgifter. Normalt regnes der med 80.000 kr. i årlige forskningsudgifter inden for eksperimentel forskning. Dertil kommer ofte kostbart apparatur, der kræver jævnlig fornyelse. Disse forhold er til fulde opfyldt i industrien, mens forskningen på universiteterne er totalt afhængig af eksterne fondsmidler. For at opnå disse, kræves imidlertid, at ansøgeren allerede har præsteret en væsentlig forskningsindsats, som altså må være udført inden ansættelsen på universitetet. Hvis universitetet forventes at skulle udføre kvalificeret forskning bør man derfor slække på den tætte kobling mellem forskning og undervisning. Der er dog også politisk vilje til at ændre på den såkaldte taxameterordning, hvor antallet af studerende kommer til at bestemme bevillingerne til forskningen. Det siger sig selv, at denne ordning kan få katastrofale følger for et forskningsmiljø.

At den gode forsker også er en god underviser og omvendt er et dogme, som både universitetsadministration og fagforeninger har opbygget. I virkelighedens verden er det sådan, at den ansatte bedømmes på sin forskningsindsats, således at den, der prioriterer undervisningen højt, risikerer at miste sit job pga. manglende forskningsaktivitet. Det har da også været praksis i mange år, at en stor del af den basale undervisning udføres af deltidsansatte undervisningsassistenter. Både for de studerendes skyld og for forskningens skyld burde man ansætte fuldtidsundervisere og fuldtidsforskere i en passende kombination. Den befrugtning, der skal ske mellem forskning og undervisning kan foregå mellem lærerne og forskerne indbyrdes og ikke nødvendigvis ved, at det er de samme personer, der udfører begge dele.

Forskningsbevillinger

Ideen om større tværgående forskergrupper er oplagt god og bør fremmes gennem ledelse og bevillinger. Således bør institutterne i højere grad fokusere på visse fælles forskningsområder for at kunne opbygge "centers-of-excellence", der er konkurrencedygtige i international sammenhæng. Dette hænger naturligvis sammen med bevillingssystemet, hvor der også synes at være politisk enighed om afskaffelse af de såkaldte "cigarkasser", som spreder indsatsen på prioriterede områder i stedet for at samle den på de felter, hvor der allerede eksisterer ekspertise, der kan udvikles til "centers-of-excellence".

Igen med fare for at blive stemplet som inhabil, vil jeg kommentere Danmarks Grundforskningsfond, hvor jeg selv tilhører de 90% ansøgere, der fik afslag ved sidste ansøgningsrunde. Denne fond råder over ca. 25% af de offentlige forskningsmidler, og det er derfor vigtigt, at adgangen til disse midler er baseret "fri og åben konkurrence" i lighed med midlerne fra forskningsrådene, so det fremhæves i den politiske aftale. Ansøgningsproceduren til Grundforskningsfonden adskiller sig imidlertid fra den "frie og åbne konkurrence", der gælder forskningsrådene, hvor alle ansøgninger bedømmes af et fagligt kvalificeret udvalg. Ansøgninger til Grundforskningsfonden bliver imidlertid sorteret gennem en såkaldt prækvalifikationsrunde, hvor kortfattede forslag til nye forskningscentre bedømmes af en bestyrelse, som består af personer med kvalifikationer inden for et bredt spektrum af fag. Man kan ikke få lov til at indsende en egentlig  ansøgning med en fagligt baseret projektbeskrivelse, hvis ikke man bliver udvalgt i den første ansøgningsrunde.  Disse "ansøgningsskitser"  vurderes bl.a. ud fra det kriterium, at projekterne ikke må være af en sådan karakter, at de ville kunne opnå støtte fra forskningsrådene. Man kan således spørge om de foretrukne projekter således lever op til de kvalitetsmæssige krav, der må stilles til et projekt, der bliver støttet med op til 8 millioner kr. pr år i 5 år. Når man samtidig ved, at forskningsrådene kun har penge til at dække omkring 10% af de ansøgte beløb, forekommer situationen temmelig uholdbar både mede hensyn til kvalitet og konkurrence. Det burde i det mindste være rimeligt, at alle, der ansøger Grundforskningsfonden, får deres fyldestgørende ansøgning vurderet af et internationalt ekspertpanel i lighed med ansøgningerne til EU, NIH og HFSP. Jeg anbefaler, at lovgrundlaget for Grundforskningsfonden ændres således, at ansøgning foregår i "fri og åben konkurrence".

Forskningspolitik

At der planlægges et kommissionsarbejde om forskningssystemets fremtid kan man kun hilse med glæde. Man kan kun håbe, at aktive og erfarne forskere inddrages i dette arbejde. Som på andre af samfundets områder synes der at være en tilbøjelighed til at alt for mange personer uden egentlig praktisk kendskab til området træffer beslutningerne, fordi de, der er involverede anses for at være inhabile. Der er mange, der lever af forskningen uden at være forskere. Hvis vi brugte nogle af de penge, der bruges til at styre og administrere forskningen, ville der blive forsket mere. Hvis forskerne ikke skulle anvende så meget tid på at søge midler til at udføre forskning til gavn for samfundet, ville der blive forsket mere. Er det ikke det, vi har forskerne til?