Innovation eller provinsialisering i forskningen?

Publiceret April 2000

Forskningen er som samfundet i almindelighed særdeles afhængig af innovation - nyudvikling. Fremtidens velfærd skal bygge på den nyudvikling som skabes idag - på alle niveauer. Desværre er innovation ikke noget man kan lære, men til gengæld noget man kan skabe grobund for. Innovation udspringer af talent. Den skabes af de relativt få som er i stand til at se og har mod til at gribe chancen og gå nye veje. Det gælder derfor om at skabe de bedste forhold for innovative personer. Det ligger i sagens natur at innovation trives bedst i et system, hvor man har mulighed for aktivt at forfølge nye ideer. Det vil sige et system, hvor der er fleksibilitet - organisatorisk og økonomisk fleksibilitet. Og det er her du kommer ind i billedet. Du kan nemlig sørge for, at der kommer økonomisk fleksibilitet i forskningen på Universiteterne.

Inden for universiteterne og den biomedicinske forskning er organisatorisk og økonomisk fleksibilitet desværre ikke alene "en by i Rusland". Men - hvad værre er - det er faktisk noget, der findes let tilgængeligt i "enhver by i USA" og nu også mange andre steder i Europa. Verden omkring os udgør i stigende grad et åbent marked også for biomedicinske forskere. Vi kan ikke herhjemme som tidligere regne med at vores investering i internationaliseringen af talentfulde unge mennesker bærer frugt, ved at de - per automatik - kommer tilbage til Danmark. Og selvom nogle af dem gør, kan vi ikke længere regne med at fastholde dem her.

Postdoc i frontlinien

Siden 2. verdenskrig har det indenfor bio-medicin (biokemi, biologi, medicin, medicinal kemi etc.) været et vigtigt led i efteruddannelsen - i hvert fald for de der stræbte efter en rigtig videnskabelig karriere - at man efter sin Ph.D. eller lignende grad drog på et 2-3 års ophold til et laboratorium i udlandet, oftest USA. Her blev man en såkaldt "postdoc" i den international videnskabelige frontlinie. Det er relativt let for Danske Ph.D.?er at komme ind hos en videnskabelig superstar. Vi har generelt stadigt et godt videnskabeligt omdømme og vejlederen har ofte et godt internationalt videnskabeligt netværk bl.a. fra sin egen tid som postdoc. Desuden kommer man oftest med egen løn hjemmefra bevilliget af fremsynede private og offentlige danske fonde.

Efter 2-3 hårde, men hektiske og spændende år står man så og er på toppen. Man er helt fremme i frontlinien. Man har lært de mest avancerede teknikker og har en tæt føler på den teknologiske og konceptionelle udvikling i de andre laboratorier i verden inden for ens forskningsfelt. Man har lagt grunden til ens eget internationale videnskabelige netværk. Man ved lige hvilken vej man nu vil gå for at udnytte det potentiale man har opbygget, først gennem basis uddannelsen og Ph.D. uddannelsen derhjemme og nu efter den endelige elite-træning hos den amerikanske "Nobel-Pris kandidat". Hvor skal nu dette danske, top-professionelle videnskabelige talent vælge at etablere sig for at realisere sine videnskabelige drømme ?

Indtil for få år siden vendte langt de fleste næsen hjemad til de danske universiteter. Drivkræften var ikke af videnskabelig art. Nej, det var især social og chauvinistisk automatik. Noget med Højskolesangbogen, Benny Andersen, Dannebrog, fodbold, hjem til familie og venner og trygge forhold for børn, hunde og gamle osv. Man måtte derefter kæmpe mod mere eller mindre tyngende, lokale reaktionære kræfter. De stærkeste overlevede efter en større eller mindre nedtur, hvor man skulle vænne sig til de noget anderledes forhold i Andegården. Men, man fandt sig i det - for der var ikke reelle alternativer. Sådan er det ikke længere. Ikke blot er der mange, der slet ikke vender tilbage. Men, hvad værre er - de er begyndt at rejse ud igen efter få år. Og, endnu mere overraskende - de vælger Danmark fra til fordel for andre centre i Europa. Det drejer sig ikke blot om centre i fx. England, men også tidligere videnskabelige "u-lande" som Italien. Milano og München, er nu reelle konkurrenter med hensyn til at aftage vore videnskabelige postdoc talenter. Hvis vi ikke kommer væk fra Jante-lov og andedam - så ender vi med at blive et område i Europa, hvor man går i skole og eventuelt får sin prægraduate undervisning - men hvor andre centre høster det virkelige udbytte af denne investering. Tænk hvor hurtigt det gik med at få ødelagt vores hospitals og sundhedsvæsen. Er turen nu kommet til Universiteterne ?

Man skulle tro at samfundet fulgte nøje med i talenternes udvikling i det fremmede. Man skulle tro, at man forberedte deres hjemvenden - og havde klare tanker om hvordan de senere skulle indpasses i universitets systemet eller skulle gøres klar til en kariere indenfor Bioteknologi industrien. Næ - ingen af delene. Efter at have "ofret" mange millioner på skole og universitetsuddannelse samt evt. Ph.D. grad, så ophører interessen fra samfundets side. Der gøres i øjeblikket stort set intet for at sikre at vi får udbytte af denne investering. I øjeblikket må en postdoc i USA, der pga. familien og af længsel efter andelsbevægelse og bøgetræer retter næsen hjemad, afvente at en eller anden adjunktstilling tilfældigvis bliver ledig på et eller andet tilfældigt institut. Derefter må han eller hun konkurrere med de lokale favoritter, der blev hjemme og passede kødgryderne. Hvis hun mod forventning faktisk alligevel får stillingen, så skal hun være glad for at få et lille laboratorium og måske ½ laborant mod tilgengæld at skulle undervise i alt muligt som ingen andre gider. Når hun så søger om penge til forskningen, skal hun være glad for at få en lille pose penge, der ikke rækker nogen vegne. Der er nemlig stort set ingen penge tilbage i forskningsrådenes gemmer efter at alt er hentet over i diverse program pakker, hvis væsentligste formål altid har været at give politikerne noget at prale med. Det er ikke underligt at flere postdocs udtaler, at det ikke er dem der vælger Danmark fra - men at de føler, at det er det danske samfund der vælger dem fra. På mindst tre niveauer skal der ske alvorlige ændringer, før vi har etableret et forskningsmiljø, hvor der er grobund for kontinuerlig innovation:

Postdoc Watch Organisation

For det første - bør der etableres et monitoreringssystem, et overvågningsprogram for postdocs i udlandet. Det er ikke nok, at den gamle vejleder holder lidt øje med sine tidligere Ph.D.'er - han eller hun kan alligevel ikke sørge for dem på optimal måde senere hen. Monitoreringssytemet må ikke være for bureaukratisk. Det skal dreje sig om personlig kontakt - og ikke med skrivebords folk. En forsknings-efterretningstjeneste fungerer selvsagt bedst hvis agenterne er aktive forskere. Man kunne forstille sig 3-5 velanskrevne forskere i 40-50?erne, der som et led i deres job får til opgave at monitorere postdocs i udlandet. Det skal ske ved personlig kontakt / emails og besøg hos postdoc'en. Der skal være kontakt til den gamle vejleder og til den nuværende supervisor i USA. Noget i retning af: "Big Brother is watching you" - fordi du er værdifuld for det danske samfund både videnskabeligt og generelt. Vi har brug for aktiv Anti-Jante lov.

Postdoc-overvågerne skal have et helhedsbillede af situationen et par år ud i fremtiden. De skal følge de enkelte postdocs mere eller mindre tæt, afhængig af forholdene og tidspunktet. De skal holde sig orienteret om og evaluere deres videnskabelige udvikling og være i stand til at planlægge tidspunkt og specielle forhold vedrørende deres hjemvenden til Danmark. Bla. skal man sørge for at talenterne får mulighed for at komme hjem og fortælle om deres resultater - at gøre PR for sig selv og det de vil udrette i fremtiden. For nogle år siden kørte vi en foredragsserie med "unge Danske talenter" i det 100-årige, hæderskronede Biologisk Selskab. Det rystende er, at stort set ingen af disse talenter i dag sidder i Danmark. Dette til trods for, at de i dag udtaler, at de alt andet lige helst ville have været kommet hjem. Men "alt andet" er som sagt ikke "lige". Derfor:

Inkubatorlaboratorier

For det andet - bør der oprettes re-nationaliserings rugekasse-laboratorier for de hjemvendende postdocs. Det hjælper jo ikke meget at våge over vore talenter i udlandet, hvis vi ikke har noget konkurrencedygtigt at tilbyde dem. Modellen kunne være en række rugekasse laboratorier placeret omkring et ?centralt? større laboratorium, hvor en veletableret lokal forsker holder kontinuiteten, apparatur parken etc. ved lige. Denne "rehabiliterings-konsulent" for hjemvendende postdoc, skal samtidig sørge for deres indslusning i den hjemlige videnskabelige verden. Han eller hun skal rådgive det ambitiøse, hjemvendende talent. Hjælpe med at få ham til at tage noget passende undervisning. Slå en anelse koldt vand i blodet på ham - men ikke for meget ! - når Nobel Pris drømmene måske kipper over. Hjælpe ham over ?coming home depressionerne?. Rådgive med ansøgninger og fremtidsmuligheder på universitetet eller i Biotek industrien. Selve det enkelte rugekasse laboratorium kunne fx. bestå af et godt, rimeligt stort laboratorium med et kontor til den hjemvendende postdoc og et kontor til studenter etc. Det bør ligge geografisk sammen men andre rugekasse-laboratorier, så en række ligesindede, hjemvendende postdoc?s får mulighed for at hjælpe og inspirere hinanden.

Opholdet i rugekasse laboratorierne skal selvsagt være tidsbegrænset - fleksibilitet er nøgleordet - fx. maximalt 2 måske 3 + 1 år. Tilgengæld skal der følge rigeligt med financel støtte med. Det er jo meningen at vi skal give det hjemvendende talent optimale muligheder for at etablere sig og sin viden og teknologi herhjemme. Det er netop det, der er hans eller hendes vigtigste opgave. Det er selvsagt ikke alle og enhver, der drager af sted, der kan regne med at ende i et rugekasse laboratorium. Der skal være tale om selektion af de bedst kvalificerede: Ansøgninger, bedømmelse etc. Postdoc overvågerne vil kende udbud og efterspørgsel og vil kunne rådgive den enkelte postdoc om hans eller hendes sandsynlige muligheder i systemet. Idet der er tale om en tidsbegrænset ordning per laboratorium og person, vil der også hele tiden blive pladser ledige. Men, der er brug for meget, meget mere end et par stykker af disse rugekasser. Især fordi den væsentligste selektion først skal ske i næste omgang, når man har set hvordan den enkelte person magter at udfolde sig når han står på egne ben uden supervisor men ellers under optimale forhold.

Efter opholdet i rugekasselaboratoriet er der forskellige muligheder afhængig af den enkeltes lyster og muligheder. Måske vil han eller hun stræbe efter at blive ansat i den farmaceutiske industri eventuelt i et af de mange nye opstarts firmaer. Måske er der basis for selv at starte et firma eventuelt i samarbejde med en eller flere af de andre rugekasse forskere. Eller, måske har vores videnskabelige helt(inde) mere akademiske ambitioner og skal indsluses mere permanent i universitetssystemet. Men, det kan ikke ske fornuftigt i det system vi har i dag. Derfor:

Optimal indslusning

For det tredje - bør universiteterne gøres fleksible. Vi kan ikke køre videre med et system hvis rammer er etableret i en tid hvor udviklingen gik relativt langsom. Førhen var der tilsyneladende ikke de store problemer i at udnævne en professor for 20-30-40 år. Det går ikke i dag. Selv er jeg fx. på toppen i dag. Eller nærmere, jeg var det ihvertfald i går. Det er meget sandsynligt at jeg ikke er med i frontlinien om bare 5 til 10 år - eller måske før det - suk ! Det kan ikke være meningen at jeg - per automatik - de næste 20 år skal kunne råde over den laboratorie plads og de laborant stillinger som jeg nu har tilkæmpet mig. På de fleste institutter er der i dag en fordeling af laboratorier og teknisk assistance som meget nøje svarer til den, der var i slutningen af 70'erne. Det er ikke så underligt, fordi det er nemlig også stort set de samme mennesker, der sad der dengang.

Der bør etableres en række 5 årige universitetsprofessorater selvsagt med mulighed for forlængelse, som vores nu re-nationaliserede videnskabelige helt(inde) kan rykke ind i. Til disse professorater skal der - alt efter behov - allokeres rigelig med plads og teknisk hjælp fra universitetet. I denne sammenhæng er der værd at bemærke, at når man snakker om universiteternes midler til forskning, så er der udelukkende tale om husly og lønninger. Jeg kender intet institut der har reelle penge til forskning. Mit eget anuum mellem-regnskab er negativt idet jeg foruden telefon regning etc. også må betale instituttet for at have ?for mange? folk i laboratoriet, de bruger jo fotokopieringsmaskiner, konvolutter etc. De egentlige forskningsmidler, der skal følge med de nye 5-årige professorater, kan ikke hentes ud af universiteternes meget slunkne kasser. De midler skal komme fra Dig. Det kan let koste 4-6 Mkr om året - og mere hvis man spørger fx. Novo Nordisk - at køre et frontlinie biomedicinsk laboratorium med 10-12 ansatte som endda hovedsagelig vil være "billige" studenter. Størsteparten af disse midler bør følge med stillingen, der jo er tidsbegrænset og kun gives efter hård evaluering. Efter fx. 3 og i næste omgang måske 4 år evalueres sagen på passende vis, hvilket i sig selv er en lang historie, og man tager stilling til det videre forløb, behovet for plads, teknisk assistance, budget etc.

Finansiering og organisation

Hvordan skaffer man nu og her plads til alt dette? Man skal blot bruge bibelske principper - følge Matthæus. De der har gode bevillinger og som producerer forsknings-resultater af høj kvalitet skal fortsat have plads og hjælp fra Universitetet. Måske endda mere. Hvorimod, de der ikke har gode bevillinger og ikke mere producerer rimelige videnskabelige resultater bør afgive den laboratorie plads og hjælp de har. Det er selvsagt problematisk, at nogle skal have mindre end de har i dag, måske endda blot et kontor. Det er dog min opfattelse at det faktisk vil lette nogle lektorer og professorer ikke mere at skulle holde gang i laboratorier og laboranter. Men, det drejer sig vel at bemærke oftest om dygtige og fornuftige personer, der pga. deres store viden og erfaring stadig vil kunne være af stor betydning for universitetet fx. i undervisningen. Nok så vigtigt, det skal gøres helt legitimt at der kan være forskellige faser i en universitetslærers videnskabelige liv - og overgangen mellem sådanne faser kan i øvrigt ske på meget forskellige alderstrin ! Man kan bla. forestille sig at de forskellige institutter og fakulteter får en videnskabelig rådgivningskomite ("scientific advisory board") med international dominans til at hjælpe med de overordnede principper. Det vigtigste er, at der løbende skal kunne skaffes plads og midler til vores nye innovative talenter.

Derfor afskaf de kortsigtede cigarkasser, som skiftende forskningsministre har forsøgt at retfærdigøre deres eksistens med - begynd bare med Danmarks Grundforskningfond. Men det er ikke nok, det kommer til at koste meget, meget mere, hvis vi ikke skal ende som en perifer provins i Europa, hvor man blot går i skole og får sin hurtige bachelor og måske en andenrangs Ph.D. grad. Ved at renovere forsknings og universitetssystemet og skabe et system med kontinuerlig innovation sikres samtidig det nødvendige grundlag for den spirende bioteknologi industri - fremtidens arbejdspladser. Men, uden super kvalitet og innovation i den virkelige, basale forskning i universitets systemet, så kan vi godt glemme alt om bioteknologi og arbejdspladser i industrien.

Offentliggjort første gang i Weekendavisen november 1998. Gengivet efter aftale.