Baltimore-sagen

Publiceret April 2000

Science is not accounting, it's not pedestrian. Science is actually rather treacherous. It takes a lot of courage, commitment and ego to take an observation or hypothesis that challenges the rest and move it along.

Bernadine Healy, Director, N.I.H. 1991-93

Daniel Kevles bog, "The Baltimore Case", med undertitlen "a trial of politics, science and character" (1) udkom i USA i efteråret 1998, og er siden anmeldt i Nature (2) og andetsteds. Men tilsyneladende er kendskabet til den begrænset herhjemme. Bogen fortjener imidlertid en stor læserskare, da den er velskrevet, seriøs nutidshistorie og samtidig indlevet og spændende som en le Carré-roman. Ikke mindst forskere, forskningspolitikere og videnskabsjournalister kan lære af den, da også fundamentale aspekter af vor tids forskningsvilkår og samspil med politik bliver belyst. Dens udgangspunkt er angrebet på resultater i en artikel om molekylær immunologi publiceret i tidsskriftet Cell i 1986 (3). Artiklens ene seniorforfatter er David Baltimore. Baltimore blev kendt, da han i 1975 som kun 37-årig fik nobelprisen i medicin sammen med Howard Temin for opdagelse og identifikation af det i molekylærbiologi og bioteknologi så afgørende enzym, revers transkriptase. Baltimores navn er nu yderligere kendt pga. den aktuelle sag.

Biozooms læsere må have oplagt interesse i og forudsætninger for at sætte sig ind i Baltimore-sagen. Derfor denne gennemgang af sagen og dens aspekter. Baltimore-sagens medieomtale, lange forløb, og destruktivitet er måske usædvanlig. Men den har alligevel generel interesse, da også andre lande (inkl. Danmark) har haft langvarige sager, der er begyndt med et usikkert spørgsmål om videnskabelig uredelighed, men siden løbet løbsk i takt med pressens, advokaters, embedsværkets og det politiske systems interferens.

Sagen

Baltimore og medarbejdere (3) var angiveligt de første, der brugte transgene mus til at undersøge regulationen af antistoffers syntese og specificitet. Til deres overraskelse fandt de, at antistof transgenet øger syntesen af musens egne native immunglobuliner i den indavlede black/6 musestamme. Den vigtige observation blev underbygget både på DNA/RNA niveau i Baltimores laboratorium på M.I.T., og på proteinniveau hos den anden seniorforfatter, Thereza Imanishi-Kari, på samme institution i Boston. Netop kombinationen af molekylærgenetisk og proteinkemisk dokumentation gjorde resultatet så overbevisende, at undersøgelsen uden større problemer blev trykt i det attråede tidsskrift Cell. Det var ikke tilfældigt, at Baltimore valgte at samarbejde med Imanishi-Kari gruppen. Baltimore vidste, at Thereza Imanishi-Kari havde en enestående kunnen og erfaring i serologisk klassifikation af antistoffer og at hun rådede over specielle analyseteknikker til formålet. Derfor samarbejde i stedet for at bruge tid og kræfter på at opbygge teknologien i eget laboratorium.

Den vigtige observation i Cell-artiklen foranledigede en række opfølgningsundersøgelser. Til nogle af undersøgelserne havde Imanishi-Kari fondsmidler til at aflønne en medarbejder i et år. Hun ansatte en yngre biolog, Margot O'Toole, der havde en relevant Ph.D. baggrund i molekylær immunologi. Margot O'Toole fik imidlertid svært ved at få en immunanalyse med et særligt monoklonalt antistof (Bet-1) til at fungere (Bet-1 er et rotteantistof rettet mod en epitop på musens IgM molekyler). Da Margot O'Toole gennemgik en tidligere medarbejders noter stødte hun på tal, der viste, at Bet-1 analysen også havde voldt problemer i laboratoriet i en tidligere periode. Margot O'Toole havde i mellemtiden også vanskeligheder med andre teknikker og derfor udeblev resultaterne helt fra hendes hånd. Hun blev tiltagende frustreret. Og Imanishi-Kari blev tilsvarende utilfreds, da hun i øvrigt fandt O'Toole's arbejdsindsats utilstrækkelig. O'Toole's ansættelse nærmede sig sit udløb, og Imanishi-Kari havde ikke lyst til at søge midler til forlængelse. På det tidspunkt blev O'Toole imidlertid optaget af den mulighed, at Bet-1 analysen måske aldrig rigtigt havde fungeret i laboratoriet. Det kunne forklare en del af hendes egne vanskeligheder. Men samtidigt indebar det, at Cell-artiklen måtte anses for at rumme en alvorlig fejl, da Bet-1 resultaterne havde betydning for artiklens budskab. De alternative forklaringer, at hun måske ikke havde grønne fingre med immunanalyser, eller at hun arbejdede med en dårlig batch af Bet-1, lå O'Toole fjernt. Og så begyndte en lavine af hidtil uset destruktivitet at rulle.

O'Toole anklagede i begyndelsen Imanishi-Kari for fejltolkning af Bet-1 resultaterne, og den anden seniorforfatter, Baltimore, for accept af fejlen. Gradvist skred hendes anklage imidlertid til en bredere mistanke om videnskabelig uredelighed med fabrikation og doktorering af både Bet-1 og andre resultater i den hensigt, at tilpasse resultaterne artiklens opsigtsvækkende budskab. Ifølge O'Toole var Imanishi-Kari den egentlige svindler, mens David Baltimore lidt efter lidt blev anklaget for manglende omhu og indsigt, for upassende forsvar for Imanishi-Kari, for utilstrækkelig reaktion på O'Toole's initiale antydninger, og senere for manglende ydmyghed overfor de politiske instanser, der efterhånden blandede sig.

O'Toole fandt i begyndelsen ikke støtte blandt etablerede forskere. To lokale udvalg af immunologer i Boston fandt ikke substans i anklagerne. Men en tidligere medarbejder hos Imanishi-Kari (Charles Maplethorpe), der også projicerede sin manglende succes over på laboratorielederen, satte hende i forbindelse med de kendte "fraud-busters" på N.I.H. i Bethesda, Walter Stewart og Ned Feder. Stewart og Feder havde lang erfaring, men begrænset succes i neurobiologisk forskning. De havde fået påtaler for manglende forskningsindsats af N.I.H.'s ledelse. Men siden begyndelsen af firserne havde de søgt at skabe sig nye karrierer som opdagere af svindel og anden uredelighed i forskning. Det havde givet en vis bevågenhed i presse og blandt politikere. Hidtil havde de kun haft småfisk i nettet; ukendte og overambitiøse yngre forskere. Men med O'Toole's "whistle-blowing" af bl.a. en nobelpristager som David Baltimore så Stewart og Feder muligheden for den store fangst, der måtte formodes at sikre dem og deres metier. Stewart og Feder katalyserede processen med alle til rådighed stående midler. N.I.H.'s "Office of Scientific (senere Research) Integrity (OSI/ORI)"; pressen; Kongressen og dens komité for opsyn med offentlige midler (Dingell komitéen); "Secret Service" o.s.v. blev mobiliseret. Præliminære OSI/ORI udkast og diverse interne papirer, der anklagede Imanishi-Kari for svindel, blev lækket til presse og kongres. O'Toole blev samtidig hævet til skyerne i aviser og fjernsyn for sin kamp for videnskabelig sandhed og mod den etablerede videnskabs sammenspisthed. O'Toole fik priser for sin indsats, - og et fast job ! Stewart og Feder badede sig i rampelyset. Imanishi-Kari fik inddraget det meste af sin fondsstøtte og indefrosset sin udsigt til fastansættelse. Baltimore blev tvunget fra sin nytiltrådte post som rektor på Rockefeller Universitet. Efterhånden vendte flere og flere topforskere, omfattende bl.a. fire nobelpristagere sig mod Baltimore. De fandt hans vedholdende forsvar for Imanishi-Kari betænkelig, og hans mangel på ydmyghed overfor kongresmedlemmet John Dingell og hans komité for skadelig for "American Science".

Lavinen var nu vokset fra en lokal videnskabelig disput i Boston midt i firserne til en international heksejagt i begyndelsen af halvfemserne med forsideartikler og ledere i New York Times og Washington Post, og intensiv debat i Nature og Science. I alle medier var sagsbeskrivelsen dog garneret med misforståelser af både videnskab og forløb. I retrospekt er det imponerende, at Imanishi-Kari og Baltimore ikke krakelerede under pressens angreb; under Dingell-komitéens McCartyisme; under ORI/OSI's Kafka'ske procesføring (de blev holdt uvidende om anklagernes art og bevismateriale); under Secret Service's særprægede undersøgelser; og under Margot O'Toole's, Stewart's og Feder's ustandselige nye anklager ("moving targets"). Men de anklagede havde to ting at holde sig til: Deres bevidsthed om anklagernes grundløshed, og en efterhånden voksende støtte fra venner, kolleger og medborgere, der uden personkendskab fornemmede, at processen mildt sagt kørte skævt. Særligt vederkvægende må det have været, at flere og flere uafhængige forskergrupper kunne bekræfte Cell-artiklens resultater og budskab. Denne for al forskning så afgørende omstændighed påvirkede dog ikke O'Toole, Stewart eller Dingell-komitéen. Heller ikke pressen lod sig anfægte.

Efterhånden blev sagsforløbet så grotesk, at mennesker i systemet indså, at de anklagedes fundamentale ret til rimelig behandling ("due process") var groft negligeret. Den gode jura holdt sit indtog. Heksejagten blev erstattet af en regulær appelret med dommere, anklagere og forsvarere, der kunne føre og krydsforhøre ekspertvidner. Sagen endte omsider efter mere end ti år i juni 1996 med total frikendelse af Thereza Imanishi-Kari, æresoprejsning til David Baltimore, og massive næser til Margot O'Toole, til N.I.H.'s kontor for "research integrity", til John Dingell og hans komité, og til Secret Service. N.I.H. fulgte næsen til Walter Stewart og Ned Feder op med at fratage dem ret til og mulighed for forskning og "fraud-busting". De blev overført til administrativt arbejde på uskadeligt niveau. Walter Stewart reagerede med at sultestrejke (forløb uoplyst).

Thereza Imanishi-Kari fik genetableret sin fondsstøtte fra N.I.H. og blev omsider fastansat som associate professor ved Tufts' Universitet i Boston. I 1997 blev David Baltimore kaldet som rektor til "California Institute of Technology", der vist ikke lader M.I.T. eller Rockefeller Universitetet så meget efter i betydning eller prestige.

Tilbage står et destruktivt og overflødigt sagsforløb, som alle parter har tabt på. Udover de direkte involverede personer, tabte også forskning, administration, presse og politikere. Forfatteren Daniel Kevles har utvivlsomt ret i, at sagen illustrerer en række betingelser for post-Watergate tidens amerikanske forskning og samfund. Men sagen må også give anledning til refleksion over principielle forhold for forskningen udenfor USA. Bl.a. i Danmark.

Aktørerne

Baltimore-sagen er som antydet et drama - vel nærmest af tragisk thriller-karakter. Der er vitterligt ikke meget at grine af. Det dramatiske element er så udtalt, at en god drejebogsforfatter og instruktør må kunne få fascinerende teater eller film ud af det stof, som sagen er gjort af. Videnskabelige dramaer som Bohr-Heisenberg dialogen og Galileo?s sag har jo vist sig velegnet til teater, der oven i købet interesserer folk.

En af årsagerne til at dramaet blev så udtalt, er hovedaktørernes karakterer. Med svagere sjæle havde sagen aldrig nået det omfang og den varighed. Eksempelvis løb alene Thereza Imanishi-Kari's udgifter til advokat og vidner op i 1 mill. $. Det kunne hun langtfra selv klare. Men Baltimore dækkede 100.000 $, og resten blev skaffet blandt kolleger, venner og pro bono arbejdende advokater og vidner.

De fleste forskere - også i den danske forskningsverden - kender de karaktertræk, som var afgørende hos aktørerne i Baltimore-sagen. Men de er sjældent set så rendyrkede. Det kan derfor være lærerigt at se nærmere på dem.

Margot O’Toole (Copyright Seth Resnick 1997)Margot O'Toole var, da sagen startede en ung og livlig forsker med et intenst og altfavnende engagement. Hun ville det hele. Hun var ambitiøs og ville både en respektabel forskerkarriere og samtidig et ikke ubetydeligt familieliv (mand og 3 børn). Med irsk, katolsk baggrund var hun desuden socialt og politisk engageret (anmeldte sager om politi-brutalitet). Det er nok karakteristisk, at sagen begyndte i en fase af hendes liv, da hendes postdoc-karriere skulle løbes i gang sideløbende med børnefødsler. Hun undervurderede begge karrierers krav. Samtidigt refererer bogen gentagne udsagn om, at hun trods teoretisk fundering i molekylær immunologi ikke var meget for arbejde ved laboratoriebordet. Hun savnede tid, tålmod og omhu, og følte sig tilsyneladende hævet over "bench-work" med besværlige analyser. Hun savnede tilsyneladende også tvivlens og selverkendelsens nådegave. I starten var hun ganske vist usikker på arten af sin kritik, men da hun blev mediernes og politikernes darling blev hun skråsikker og rethaverisk. Sagen blev hendes egentlige karriere. Hun endte som "just a plain fanatic", som hendes kollega, Brigitte Huber, konkluderede.

Thereza Imanishi-Kari (Copyright Seth Resnick 1997)Thereza Imanishi-Kari har som navnet afspejler, en usædvanlig global baggrund. Født i Brasilien af fattige japanske indvandrere blev hun efter brasiliansk uddannelse, og postgraduat skoling i Japan gift med en finsk arkitekt. Hun flyttede til Helsingfors, fik en datter, blev separeret og flyttede til Klaus Rajewsky's laboratorium i Köln. Her mødte hun først i firserne Baltimore, der overtalte hende til at etablere eget laboratorium på M.I.T. i Boston. Imanishi-Kari fremtræder som en hårdtarbejdende, men også kompromisløs forsker. Hendes Boston-liv synes helt fokuseret på forskning og datteren. Og hun var sig bevidst om prisen for begge, - om det at være enemor med en barnefader i Europa og familien spredt i Brasilien og Japan. Hun havde to svagheder, som spiller ind i sagen. Hendes engelsk kunne være svært at forstå (hun tænkte angiveligt på portugisisk-japansk iblandet lidt finsk og tysk), og hendes ret specielle ordenssystem i laboratoriet fungerede måske nok for hende, men ikke for flere af medarbejderne. Hendes sjælsstyrke under sagen er næsten ufattelig, i den grad bygget op om viljen til forskning og omsorg for datteren.

David Baltimore (Copyright Seth Resnick 1997)David Baltimore er sagens omdrejningspunkt. Han var idémand bag det arbejde, hvormed sagen startede. Hans forskningstalent og kapacitet er i ubestridelig særklasse med bl.a. doktorgrad som 26-årig, nobelpris som 37-årig, og stilling som direktør for et stort, progressivt forskningsinstitut ved M.I.T., "the Whitehead Institute", som 43-årig. Hans intellekt udfoldede sig ikke alene i vedholdende topklasseforskning, men også i samfundsdebatten, og som leder og administrator med bred kontakt til det økonomiske og politiske bagland. Han var rådgiver for flere bioteknologiske industrier og blev hurtigt velhavende. Udnævnelsen til rektor ("president") for Rockefeller Universitetet, hans Alma Mater, var et foreløbigt højdepunkt, hvor hans mange talenter kunne udfolde sig. Men netop Baltimore's akademiske stjernestatus og mangesidede succes kombineret med et skarpt intellekt og retsind blev tilsyneladende skæbnesvangert. Hans styrke blev en akilleshæl. Selv om Imanishi-Kari var den, der blev anklaget for svindel, var Baltimore det egentlige mål for sagens hyæner. Han blev klandret for sit vedholdende forsvar for Imanishi-Kari, selv om hendes totale frifindelse senere mere end antydede, at Baltimore var den bedste menneskekender. Det er ligeså absurd, at hans forsvar mod Dingell's personlige angreb også blev gjort odiøst. Dingell forvekslede afgørende elementer i sagen og hængte Baltimore ud for svindel i antisemitiske overtoner (Baltimore er jøde). Man kan undres over, hvorfor så mange mente, at nobelpristageren Baltimore pinedød skulle udvise ydmyghed overfor en demagog som Dingell. Hvordan ville danske forskere og den danske befolkning reagere, hvis Niels Bohr fejlagtigt var blevet anklaget for videnskabelig svindel i antisemitiske toner af et oppustet folketingsmedlem? - Et af sagens triste aspekter er visse nobelpris-kollegers og andre forskeres bedreviden. Janteloven florerer åbenbart også i højere forskerkredse i USA. Det er blevet sagt, at Baltimore kunne virke arrogant; - men også at uendelig få ville have tilsvarende gode grunde dertil. Det er et åbent spørgsmål, om Baltimore egentlig var hovmodig. Formentlig har han blot en sjælden god hjerne, som har bidraget afgørende til medicinsk og biologisk forskning.

Walter Stewart og Ned Feder (Copyright Marty Katz/NYT)Walter Stewart og Ned Feder er bipersoner. Men de fik afgørende betydning ved at katalysere sagen fra en lokal videnskabelig disput til en tragedie af internationalt format. Dybest set er de et par sølle fanatikere, som ikke har fremmet forskningen eller andre områder af samfundet. Walter Stewart har formentlig en høj intelligenskvotient, der tiltrak ham til forskning og som umiddelbart kunne imponere omgivelserne. Men god forskning kræver flere talenter (4). Og placeringen i et "center of excellence" som N.I.H., udstillede både Feders og Stewarts utilstrækkelighed. For dem kom "fraud-busting" som en chance, der kunne tilfredsstille deres ambitioner om både anerkendelse og rampelys, og samtidigt på barok vis retfærdiggøre deres beskedne forskningsindsats. Det er ikke ukendt, at farisæisme i forskning kan florere blandt udtørrede forskere, der aldrig opnåede særlig succes. Og farisæere kan åbenbart føle trang til at intimidere forskere med fremgang - for ikke at nævne stjerner som Baltimore. Farisæernes skade på forskningen kan være betydelig, - især når det lykkes at skaffe bevågenhed blandt politikere og redaktører, som det gjorde for Stewart og Feder.

Omkring de nævnte hoved- og bipersoner har alle tænkelige helte og skurke i sagen udfoldet sig. Mange af sagens politikere, journalister og embedsmænd er endt i lidet flatterende roller af den enkle grund, at de ikke forstår forskningens natur. De endte som forskningens ydre fjender. Samtidig kan man vanskeligt fortænke dem i at blande sig, da forskning er så vital en faktor i moderne, højteknologiske samfund. Kunsten for forskningspolitikere og videnskabsjournalister er derfor, at sikre sig kompetent rådgivning og information blandt uvildige forskere. Og den kunst har de ikke magtet i denne sag. De har været for villige til at lytte til frustrerede men geskæftige fiaskoer som Margot O'Toole og Walter Stewart og til en gruppe etablerede forskere, der nok er kompetente, men også jaloux og småtskårne, og som derfor opererer med skjulte dagsordner. Fx den at genere en fremgangsrig Baltimore, og at tækkes magthavere. Sidstnævnte type forskere er måske dramaets største skurke. Både de og de yngre forskere uden fremgang blev forskningens indre fjender.

Forskningen

Sandhedsparadokset. Sagen illustrerer et iøjenfaldende paradoks i natur- og lægevidenskabelig forskning. Forskning er på den ene side en stræben efter sandhed (dvs. sand viden om livet og verden). Men på den anden side er det enkelte forskningsprojekt en menneskelig aktivitet behæftet med de fejl og den usikkerhed, som præger al menneskelig indtrængen på nyt område. De enkelte forskningsresultater giver derfor ikke nødvendigvis, for ikke at sige sjældent - den endelige sandhed. Forskningsdata kræver fortolkning og sammenfatning, og netop denne proces afspejler ofte boniteten af den enkelte forsker. Forskningsresultater og analysedata kan godt være sande og holdbare, selv om fortolkningen varierer afhængigt af den enkelte forskers kendskab til området, til de anvendte metoder, til intuition, erfaring og evne til kreativ, original tænkning.

I konkrete tilfælde kan paradokset være svært at forstå for folk, der ikke selv er aktive og selvstændige forskere. Baltimore-sagen viste, at det skabte problemer for politikere (John Dingell og de andre medlemmer af Repræsentanternes Hus i hans komité), for embedsmænd (i N.I.H. komitéerne og i Dingell-komitéen), for journalister (både dagbladsjournalister og videnskabsjournalister ved videnskabelige tidsskrifter som Nature og Science) og for mindre erfarne forskere (som Margot O'Toole og Charles Maplethorpe m.fl.).

Daniel Kevles illustrerer paradokset ved at indlede sin bog med følgende Albert Einstein sentens fra 1932 :

"Science as something already in existence, already completed, is the most objective, impersonal thing that we humans know. Science as something coming into being, as a goal, is just as subjectively, psychologically conditioned as are all other human endeavours."

- og lader David Baltimore afslutte bogen med et centralt udsagn fra høringen i Dingell-komitéen i maj 1989 :

"No study is ever complete. Deciding when to write up a study is an arbitrary and personal decision. A study is written when an investigator decides that a story can be told that hangs together, that makes sense and that others will want to read and build on. The scientific literature is a conversation among scientists. It is crucial to remember, and often forgotten, that a paper does not claim to be an absolute assurance of truth, only a moment's best guess by one group of investigators. Because all of these judgements are less than wholly objective, another investigator might come to a different conclusion using the same data. In a real sense, a scientific paper is a subjective product".

Kort sagt, en vurdering af forskningsdata, som senere viser sig uholdbar behøver ikke at afspejle dårlig forskning - endsige uredelighed og svindel. Det ved alle fuldtidsforskere. Det forstod hverken Margot O'Toole, Charles Maplethorpe, Walter Stewart, Ned Feder, eller kongresmand Dingell og hans medkombatanter.

Samarbejdsansvaret. Et andet aspekt af Baltimore-sagen, er kompleksiteten af moderne molekylærbiologisk frontlinje-forskning. Ingen gruppe og intet laboratorium behersker i dag hele det optimale metodologiske armamentarium. Problemstillingen bestemmer hvilke metoder der kræves. I det omfang eget laboratorium ikke har de rette metoder, er det nødvendigt at samarbejde med andre laboratorier/forskere, der besidder den krævede kompetence. Mange teknikker og metoder er i dag så sofistikerede, at det tager tid at bemestre og at kende de enkelte reagenser og deres luner (jf. antistoffer som Bet-1).

En konsekvens af et hensigtsmæssigt samarbejde mellem laboratorier, der kan ligge i forskellige lande og verdensdele (en almindelig situation for forskere i et lille land som Danmark), er at medarbejderne i det ene laboratorium ikke nødvendigvis kender de finere detaljer i metoderne i det andet laboratorium, og derfor ikke kan tage et reelt ansvar for resultaterne fra det andet sted. Hele idéen med samarbejdet er jo netop at sikre sig adgang til den kompetence, man ikke selv besidder. Og som al anden slags samarbejde, må det baseres på tillid. Ikke naiv eller blind tillid, - men common sense tillid. Det var derfor urimeligt at bebrejde Baltimore, at han ikke havde styr på fejlkilder og problemer i Imanishi-Kari?s metoder. Det er derfor også urimeligt når flere tidsskrifter i dag kræver, at den enkelte medforfatter skal tage ansvar også for resultater produceret i et andet, evt. fjerntliggende laboratorium, som man samarbejder med - netop fordi det udmærker sig ved en ekspertise, man ikke selv besidder.

Reproducerbarheden. Et tredje fundamentalt aspekt ved Baltimore-sagen er nødvendigheden af at væsentlige nye resultater skal kunne reproduceres af uafhængige grupper og laboratorier (jf. også paradokset om forskningens subjektivitet). Det efterhånden klassiske eksempel er den kolde fusion i Utah for en halv snes år siden. Hvis ikke en række uafhængige universitetslaboratorier hurtigt og samstemmende havde vist, at fænomenet ikke lod sig reproducere, var kæmpebeløb blevet smidt ud ad vinduet. Både staten Utah's lokalpolitikere og nationale toppolitikere i Washington var i hast på vej med bevillinger af størrelsesordenen 50 mill. $ til de fantasifulde Utah fysikere, Pons og Fleischmann.

Alle forskere kender til nødvendigheden af reproducerbarhed. Metoder i videnskabelige originalartikler skal være beskrevet så detaljeret, at undersøgelsen kan gentages af uafhængige forskere, og specielle reagenser (fx cellelinjer, antistoffer, klonede gener) skal være tilgængelige for andre laboratorier. Baltimore følte sig derfor mere sikker i sin og Imanishi-Kari's sag, da andre kunne reproducere Cell-artiklens overraskende resultater. Men sagens politikere, journalister og embedsmænd forstod det ikke. Det gjorde derimod Margot O'Toole's Ph.D.-vejleder, den erfarne immunolog, Henry Wortis, fra Tufts University. For god ordens skyld undersøgte han selv det omstridte Bet-1 antistof, da han blev inddraget i Baltimore-sagen. I modsætning til O'Toole fandt han, at det fungerede, og at der derfor ikke var grund til at postulere, at Imanishi-Kari havde fabrikeret sine Bet-1 resultater. Wortis er en god forsker.

Politik

Det forskningspolitiske samarbejde. De fleste forskere ved godt, at forskningen mistede sin uskyld med Hiroshima-bomben i august 1945. Der er næppe heller nogen, der vil bestride forskningens fundamentale betydning for det moderne velfærdssamfund, og dermed politikeres legitime ret til at interessere sig for, sætte rammer for, og prioritere blandt forskningens områder. Politikere i lande, der satser seriøst på forskning (som især USA, men for den sags skyld også små lande som Finland, Israel, Sverige og Schweiz), må anerkendes retten til indsigt i om landet får valuta for forskningspengene. Problemet er blot, at pålidelig måling af et samfunds forskningsudbytte er vanskeligt og kompliceret. Dels kan der gå lang tid - ét til flere årtier - før udbyttet af en given investering kan måles, hvad få politikere har forståelse for og funktionstid til. Dels er måleparametrene mangeartede, indirekte og komplekse med en hoben fejlkilder og faldgruber. De kan kun håndteres efter hensigten ved medvirken af personer med reel indsigt i den pågældende forskning, dvs. af aktive forskere på området. Politikerne og deres embedsmænd kan af mange grunde ikke alene. Fornuftig og fremadrettet forskningspolitik kræver derfor et tillidsfuldt samarbejde præget af gensidig respekt mellem involverede politikere og embedsmænd på den ene side, og forskningsverdenens repræsentanter på den anden. Et sådant samarbejde synes det forunderligt nok ofte vanskeligt at etablere. Også - eller ikke mindst - i jantelandet Danmark. Og samarbejdet ligger lysår fra den heksejagt som Dingell-komitéen foranstaltede mod Baltimore, og forskere i en række mindre - men stadig omfattende sager (fx Gallo-sagen).

Forholdet mellem Dingell-komitéen og den amerikanske forskningsverden illustreres bl.a. af en henvendelse fra en ledende embedsmand i kongressen til N.I.H.-direktør Bernadine Healy, der havde protesteret mod Dingell's McCarthy-metoder. Embedsmanden meddelte lige ud, at Healy ligeså godt kunne lægge sig på knæ for Dingell, da det var den eneste attitude, der forebyggede spark over skinnebenet. Den brave kvinde replicerede, at det også var den stilling, hvori folk fik hovedet hugget af !

Uredelighed. Baltimore-tragediens psykologiske baggrund var stærkt politisk. Halvfjerdsernes Watergate- og Vietnam-traumer medførte krav fra kongressen om øget kontrol med præsidenten og hans regerings politik. Dingell-komitéen blev nedsat for at følge offentlige bevillinger til erhvervslivet, ikke mindst til våbenindustrien. Det viste der sig at være brug for. John Dingell's politiske stjerne stod højt i firserne, fordi han greb hårdt ind mod økonomisk manipulation i våbenindustrien. Han var mindst ligeså hård en negl som våbenfabrikanterne.

I slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne, begyndte der imidlertid - ikke mindst i USA - også at komme oplysninger frem om videnskabelig svindel (5). Mange stammede fra biomedicinske laboratorier støttet af N.I.H. Oplysningerne om svindel kom fra "whistle-blowers", der ofte var unge forskere i veletablerede biomedicinske grupper. Det er ikke nemt at være "whistle-blower". Man rejser en alvorlig sag, der gerne skulle være hold i, og man stemples let som "trouble-maker" - især hvis anklagen ikke holder. Mange uredelighedssager i både USA og Danmark har da også mere karakter af ufredelighedssager, opstået pga. trivielle gniderier om bagateller mellem ambitiøse ego'er i kompetitive laboratorier. Men nogle af de store sager om fabrikation, manipulation og tyveri af data og tekster er blevet opklaret, fordi de var så iøjenfaldende, og fordi den anklagede vedgik sin svindel (5). John Dingell og hans komité følte sig prompte kaldet til også at føre opsyn med uredelighed i amerikansk forskning, tilsyneladende uden at erkende de finere forskelle på stormagnater i våbenindustrien og stilfærdige enkeltforskere som Thereza Imanishi-Kari. Vi må bede til at hverken grov videnskabelig uredelighed eller heksejagt a la Dingell finder indpas i Danmark. Baltimore-sagen har vist, at alene den diagnostiske undersøgelse kan være mere skadelig for videnskaben end sygdommen selv.

Baltimore-sagen har bidraget til at belyse mange spørgsmål om videnskabelig uredelighed. Sagen har understreget, at det kræver uendelig megen omhu at rejse en mistanke, at undersøge den, og at sikre retfærdig behandling af sagens parter. Letsindig anklage kan brændmærke ikke alene den anklagede og "whistle-blower"en resten af livet. Men også det involverede laboratorium, værtsinstitutionen og forskningens generelle image kan lide ubodelig overlast til skade for hele samfundet. I lægevidenskaben ikke mindst til skade for syge.

Baltimore-sagen berører også spørgsmålet om hyppigheden af videnskabelig uredelighed. Ingen ved hvor udbredt det er, eller hvor stor en del, der bliver opdaget. Kevles citerer i sin bog den respekterede Bernard Davis, professor emeritus ved Harvard Medical School, der foranlediget af Baltimore-sagen påtog sig at udarbejde et kvalificeret skøn over, hvor mange N.I.H.-støttede projekter, der viste uregelmæssigheder. Davis skønnede, at det drejer sig om mindre end én procent. Og egentlig svindel (fabrikation, manipulation eller tyveri af data og tekster ("plagiarism")) må derfor formodes at være endnu sjældnere. Som formuleret af Davis: "The incidence of fraud among N.I.H.grantees is way below one percent. I?m not sure that the number of crooks in Congress is less than one percent". På dansk kan det måske blot siges, at man skal spise brød til før man rejser en uredelighedssag. Firsernes og halvfemsernes jagt på uredelighed har ikke givet holdepunkter for omfattende uredelighed, men blot for nogen ufredelighed. Det gælder nu om at give forskningen sin troværdighed og respekt tilbage. Men det kræver at alle forskere, ikke mindst seniorforskere, også fremover fastholder en indsats for redelighed, orden og åbenhed i deres laboratorier.

Slutord

Forskning er i bund og grund et positivt ladet ord og en positiv menneskelig aktivitet, - af nogle anset for det ypperste udtryk for menneskelig formåen. Såvel grundforskning som hovedparten af målforskning har et entydigt positivt sigte. Forskningen har givet en stor del af menneskeheden et bedre liv, og er også nødvendig for at hjælpe den resterende del, og for at afbøde de trusler mod kloden, som menneskelig overbefolkning og overaktivitet synes at forårsage.

Væsentlige elementer i forskning er kreativitet, omtanke, engagement og samarbejde. Lutter positive elementer. Forskning der lykkes indebærer derfor stor glæde og tilfredsstillelse. Sådan er et godt forskerliv, og sådan bør det være – også i samfundets interesse.

Forskning er imidlertid også en sart plante, der kræver pleje og omhu. En plante hvis blomstring er uforudsigelig. Det tager årevis at opbygge god forskning, som til gengæld hurtigt kan ødelægges ved mangel på omsorg, og ved angreb både ude- og indefra.

Baltimore-sagen viser hvordan det kan gå, når forskning kommer i gale hænder, der mangler fornemmelse for forskningens natur og skrøbelighed. Fra en godartet lille knude blev sagen en altomfattende kræftsvulst, der skadede amerikansk forskning og dens omdømme. Tiden vil vise hvor irreparabelt. Det eneste konstruktive tiltag nu er indsigt i sagen, så de der beskæftiger sig med forskning uden selv at forske (fx. journalister, embedsmænd og politikere) kan se og derved undgå de mekanismer, der afsporer og ødelægger forskning. Daniel Kevles? bog er et sådant tiltag.

Referencer

  1. Kevles DJ. The Baltimore Case: A trial of politics, science and character. W.W. Norton & Comp., New York, London, 1998, pp. 1-509.
  2. Turney J. Trials and errors. Nature 1998;395:30-31.
  3. Weaver D, Reis MH, Albanese C, Costantini F, Baltimore D, Imanishi-Kari T. Altered repertoire of endogenous immunoglobulin gene expression in transgenic mice containing a rearranged Mu heavy chain gene. Cell 1986;45:247-259.
  4. Rehfeld JF. Kvalitet i forskning: Hvordan skabes det og hvordan måles det? BioZoom 1999;2:4-9
  5. Broad W, Wade N. Betrayers of the truth. Oxford University Press, Oxford, New York, 1982 pp. 1-256.