Europæisk forskningspolitik i opbrud

Publiceret April 2000

Europæisk forskning er væsentlig ringere end forskningen i Japan og USA og det er ikke kun pengene, som gør forskellen. De amerikanske forskningsmiljøer er intense og innovative. Forskningen i USA er af høj kvalitet, og præget af teknologi på højt niveau. EU må øge sine forskningsudgifter for at følge med USA. Europa skal etablere flere højteknologiske virksomheder og styrke samarbejdet mellem universiteter og industri. Europa må skabe forskningscentre på niveau med de bedste amerikanske universiteter.

Det er ganske vist - der er noget helt galt i europæisk forskningspolitik. EUs forskningskommissær, Phillippe Busquin har netop udsendt et White Paper, der lægger op til storvask. Busquins billede viser et Europa, der halter bagefter rivalerne USA og Japan, og som skal oppe sig for at foretage omstillingen til videnssamfund. Et voksende svælg mellem hvor mange ressourcer man pumper i forskning og udvikling i USA og Japan på den ene side og Europa på den anden har gjort indtryk. Der er tale om en uskøn kurve, som allerede i november 1999 fik den nyligt udnævnte Busquin til at udtale, at unionen måtte øge sine samlede forskningsudgifter fra de nuværende 1,8 pct. af bruttonationalproduktet til omkring 3 pct. Det drejer sig dog ikke kun om penge, men i høj grad også om struktur. "Hidtil har Bruxelles koncentreret sig om at diskutere rammeprogrammerne for EU?s egen forskningsstøtte, men nu går man langt videre og lægger op til, at medlemslandene skal drøfte, hvordan Europa kan komme til at hænge bedre sammen rent forskningsmæssigt," siger specialkonsulent i Forskningsministeriet Holger Rasmussen. Busquin vil have set nærmere på, hvordan der kan ske en integration af den europæiske forskningspolitik og dermed en højere grad af koordinering mellem det, der sker på nationalt niveau og på unionsniveau. Han taler om at opbygge et "Europæisk Forskningsrum".

Rejsen til Amerika

En af de ting forskningsrummet skal gøre noget ved er forskernes mobilitet, som har taget en gal retning. Fremfor at rejse til brødrelandene inden for unionen, valfarter europæiske forskere nemlig i stort tal til USA, hvor mange af dem endda bliver hængende. Statistikken huer ikke Busquin, der efterlyser en europæisk dimension i forskernes karriere. Spørger man sig for i Danmark, hvor især de naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige Ph.D. studerende og post. doc.s rejser til guds eget land, får man et indryk af, hvad der skal til. "I USA er forskningsmiljøerne store, forskningen er af høj kvalitet, og de tilgængelige teknologier generelt på et højere niveau. Og så er man meget åben over for udenlandske forskere," siger formanden for Det Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd, professor Henning Beck Nielsen. Som en af dem, der selv har været i USA og som jævnligt sender studerende derover, understreger overlæge Steen Gammeltoft fra Klinisk Biokemisk afdeling på KAS, at de amerikanske forskningsmiljøer er meget intense og innovative, hvor europæisk forskning er mere traditionsbunden. Og så er der friheden, som især de unge ifølge Forskningsstyrelsens direktør, Hans Morten Jensen, søger i USA. "Forskning er en krig, hvor man sætter livet ind på at gennemføre et projekt, og for virkelig at kunne brænde for det, skal man selv have afgørende indflydelse." Friheden er en vigtig forskel mellem den amerikanske og den europæiske forskningspolitik, for det er ikke bare det, at amerikanerne investerer flere penge i forskning. Det er måden, altså, de gør det på. De amerikanske politikere har i de senere år dyrket en hed kærlighedsaffære med grundforskningen efter en tørkeperiode op gennem 80erne, hvor de stramt politisk styrede forskningsprogrammer fik lov at dominere. Dengang var nøgleordet teknologi, men i takt med at den skrantende industri blev genrejst, vendte stemningen. Op gennem 90erne lykkedes det forskerkredse at åbne politikernes øjne for værdien af den langsigtede og frie forskning. Resultatet har været et langvarigt bevillingsmæssigt jordskred, hvor der igen og igen er blevet stillet ekstra milliarder til rådighed for fundamentale projekter især inden for både biomedicin og bioteknologi. I dag er der bred enighed om, at satsningen på basal forskning har en stor andel i det løft den amerikanske økonomi oplever lige nu, og som især bæres af højteknologiske virksomheder. Så udviklingen fortsætter. I Clintons budgetforslag for finansåret 2001 indgår der en 7 pct. forhøjelse af forskningsbudgettet, som denne gang især skal tilflyde de naturvidenskabelige discipliner uden for biomedicinen. Samme stigningstakt og satsning på grundforskning finder man i dette års japanske forskningsbudget.

Grundforskningen

EU?s forhold til fri forskning og langsigtet grundforskning er et ganske andet. Hidtil har Bruxelles lagt op til, at den slags kunne man tage sig af i de enkelte medlemslande, men som Busquin fremhæver i sit White Paper, har landenes udgifter til grundforskning enten ligget stille eller er ligefrem faldet gennem de seneste år. Denne sang er en gammel kending i Danmark, hvor tal fra Forskningsstyrelsen sidste år viste, at de frie midler støt aftager i forhold til de politisk styrede programmer. Samtidig kulegraver Det Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd forholdene for den biomedicinske grundforskning ud fra en klar fornemmelse af, at den har det skidt. På EU niveau er grundforskningen stort set ikke eksisterende, og friheden er skippet til fordel for stramt målrettet programforskning. Unionens femte rammeprogram for forskning (FP5), som over de næste fem år står for at uddele næsten 15 milliarder ECU, støtter forskning der har et stærkt socio-økonomisk aspekt. Eller som Forskningsstyrelsens direktør, Jens Morten Hansen udtrykker det, "man ønsker kortsigtet og konkret problemløsning, og det man får er ikke forskning, men udviklingsarbejde." Den grundlæggende målsætning for forskningspolitikken er den samme overalt i verden, nemlig at forskningen skal drive samfundsudviklingen og gøre erhvervslivet mere konkurrencedygtigt. Og ifølge Holger Rasmussen var baggrunden for det ekstremt målrettede FP5 EU politikernes efterlysning af synlige resultater af forskningsstøtten - der skulle produkter og nye virksomheder på bordet. "Men i dag føler mange, at udviklingen har trukket for langt i retning af det direkte anvendte," siger han. Busquins udspil viser imidlertid, at strategien ikke har virket. Europa er håbløst bag efter USA og Japan, både hvad angår patentering af forskningsresultater, etablering af højteknologiske virksomheder og graden af samarbejde mellem universitetsforskere og industri.

Fremtiden

Hvad byder fremtiden så på? Det nye "White Paper", der er et diskussionsoplæg, ser fortsat rammeprogrammerne som EUs centrale forskningspolitiske redskab, men med udtalelser om, at Europa ikke bør skære ned i sin grundforskning, sporer man en afstandtagen fra grundprincippet i FP5. Samtidig åbnes der for en opblødning over for en større decentralisering i implementeringen. "De er simpelthen nødt til at opgive den stramme centrale styring i lyset af den forestående udvidelse mod øst," mener Jens Morten Hansen, der hilser et slappere greb velkommen. Som formand for Nordisk Forskningspolitisk Råd har han netop selv været med til at skrotte centrale programmer for i stedet at lade Nordens forskningsråd uddele penge hver for sig til de bedste projekter på tværs af landegrænser. Overordnet er Forskningsministeriet positivt indstillet over for ideen om et Europæisk Forskningsrum. "Vi er nok lidt ambivalente over for en større integration, men vi kan klart bruge kommissionens bistand til løsning af større opgaver," siger Holger Rasmussen. De opgaver han hentyder til er typisk stort fælles apparatur, forskningsmæssig infrastruktur såsom fælles databaser og opbygning af internationalt førende forskningscentre. Netop den slags Centers of Excellence, som ifølge Steen Gammeltoft kan være med til at holde europæiske forskere hjemme. En øget national indflydelse på EUs forskningspolitik har længe stået på forskernes ønskeliste. De danske forskningsråd mener, at styringen hidtil har været alt for koncentreret i Bruxelles, og Henning Beck-Nielsen henviser til, at tilrettelæggelsen af FP5 stort set foregik på administrativt niveau inden for EU. Det udelukkede dermed det input fra forskerside, som han mener er afgørende, fordi "det nu engang er forskerne, der er de bedste til at vurdere, hvor mulighederne for gennembrud ligger." Også Jens Morten Hansen, der ser de nationale forskningsråd som naturlige partnere i tilrettelæggelsen af en fælles europæisk forskningsstrategi, håber at Busquins åbning får en reel effekt. Men - som han siger med mange års erfaring med udarbejdelsen af beredskabsplaner og indstillinger - "man bliver let skeptisk i denne branche." Ikke desto mindre arbejder både Forskningsministeriet og Forskningsstyrelsen på at indhente input til et dansk udspil til de forhandlinger om EUS sjette rammeprogram, som starter senere i år. Og Busquins "White Paper" - det skal nu ud til diskussion på unionens universiteter samt i EU parlamentet, hvorefter den udfarende kommissær håber at aflokke medlemsstaterne en tilslutning på et ministerrådsmøde i juli. Man holder vejret i spænding.

Offentliggjort i Weekendavisen d. 11. - 17.2.00. Gengivet efter aftale.